Geysere og vulkaner og flere billeder

Ja, denne gang bliver det et lidt langt indlaeg. Der har vaeret masser af oplevelser og desuden har vi faaet laert at laegge flere billeder ind paa indlaeggene, saa der er til gengaeld ogsaa mere at kigge paa.

Byen der lugter af rådne æg, Rotorua, har meget at byde på. Vi har set nogle meget spektakulære termiske områder, hvor man bogstaveligt talt vader rundt i svovl og andre grundstoffer, der farver vannd og sten i de flotteste farver. Børnene synes også, at det var flot, men at man godt kunne have fået udleveret tøjklemmer til næsen. Mange steder var det slet ikke til at holde stanken ud. Kogende mudderpøle og geysere er også en naturlig del af det vulkanske landskab, og vi har snakket meget om vulkaner, og om i hvor god tid man ved, om de går i udbrud.
De store geysere som disse kan springe 20-30 m op i luften. Utroligt fascinerende.

Vi så også lige et maorishow mere, og det var katrine glad for, for hun fik nemlig lov til at komme op på scenen sammen med sin mor og lære at svinge med kugler, som er en vigtig del af dansen.

Rotorua har dog også andet end vulkansk aktivitet i undergrunden og Maorikultur, fandt vi ud af. Byen viser sig nemlig at være Nordøens centrum for adrenalinfremkaldende aktiviteter. Så det måtte vi jo også være med i. Ikke alt er egent til børn selvfølgelig (og heldigvis, for Esben og Katrine vil det hele!), men vi prøvede at zorbe. Vi havde heller ikke hørt om det før, men koncepetet er, at kan bliver puttet ind i en kæmpe badebold, der er gjort fast i en endnu større badebold. Der bliver så hældt lidt vand ind til en, og man bliver skubbet ned ad bakken. Der triller man så ned skvulpende rundt i vand og uden nogen fornemmelse for op og ned. Ret sjovt.
En anden populær børneaktivitet er luge, en slags minigokart-kælk. Man sidder i den og kan dreje og bremse men ikke speede op. Det gør bakkerne for en. Og man kan godt få god fart på. Vi havde taget en svævebane op på et bjerg med en fantastisk udsigt over Rotoruasøen, og kørte et par ture på luge deroppe. Vi sluttede af med et skyswing. Helga og børnene. Det er en gyngetur ud over bjerget, men i en ordentlig gynge. Efter at blive spændt ordentligt fast bliver man hejst ca. 50 m op i luften, hvor man selv skal udløse gyngen, så man gynger med hovedet nedad med 150 km/t ud over klippen. Hold da op! Det må være som et bungyjump light. Børnene var helt vilde og ville selvfølgeæig prøve igen. Helga var også glad – især for at det var overstået. Det var sjovt, men vildere end det så ud til, da de andre gjorde det...
Efter en masse vild aktivitet tog vi videre. Vi ville til Taupo, New Zealands største sø og beste ørredfiskeri. På en i øvrigt meget lækre campingplads i Taupo, mødte vi den danske familie, vi også havde mødt i Waitomo. Børnene jublede og Nintendoerne blev fundt frem. Der er også masser at se og lave i Taupo, men nu skulle børnene også have tid til at lege,, så den opvarmede pool og hoppepuden blev centrum. Vi nåede dog lige et fantastisk vandfald, Huka falls, der er så kraftigt, at det kan fylde to olympiske svømmebassiner i sekundet, både oppefra og nedefra i jetbåde, hvor vi i fuld fart kørte slalom mellem træstammer i vandet, blev kastet rundt i cirkler og blev sejlet helt tæt på vandfaldet. Igen en tur med adrenalinet pumpende. Om eftermiddagen ville EO gerne fiske lidt, så vi tog ned til søen og havde en skøn eftermiddag med hygge og leg. Desværre uden fisk til aftensmad.
Den anden danske familie (Ditte, Jan, Magnus 10, Mathilde 8, Malthe 3) havde vilde planer. De ville ud på New Zealands mest besøgte heldagstrek på tre vulkaner kun en time fra Taupo. De var dog blevet frarådet det af lokale især pga. Malthe på 3, men de ville nu afsted. Og vi må havde fået en synkrom hjerneblødning, da vi også synes, at det var en god idé at tage med. Nu er Jan og Ditte jo rigtigt søde mennesker og børnene legede fint, men alligevel...I hvert fald blev det til at vi alle mødtes på en parkeringsplads ude i ingenting kl 7, klar med taskerne fyldt med tøj, vand og mad og masser af blodsukkerstimulerende stads til at klare strabadserne på de 19,4 km i vulkaner. Ja 19,4 kilometer. Med to børn. Og en mor i 0-form, og i bjerge. Vi var vist sindsyge.
Vi skulle dog ikke gå ret langt, før vi kunne fornemme, at det ville blive det hele værd. Der var utroligt smukt, og selvom turen op (vi gik op i 1886 meters højde. Vi var oppe paa toppen til hoejre i billedet) var hård (især for moren!), så var der så flot og specielt, at man helt glemte alt om anstrengelserne. Vi gik nede i kraterne, dog ikke i det roede, som ses her. Flot ikke? Vi kunne lugte og se svovldampene, vi så de knaldgrønne svovlsøer og krydsede de opvarmede vandløb, der strømmede ned af vulkanen. Og hvilken udsigt til frokostpausen!Og da vi nåede tilbage til camperen efter de 19,4 km var vi trætte, men glade og stolte. Helt klart en af turens absolutte hoejdepunkter.Det mest fantastiske af det hele var dog boernene. De gik hele turen uden det mindste brok, de hyggede sig og snakkede. Esben havde endda en rygsæk på med regntøj under hele turen. De er bare for seje. Og om aftenen da vi spiste middag sammen med den anden familie, inden vi skulle tage afsked, løb de rundt og legede fangeleg. Hvor får de al den energi fra???

Vi voksne kunne dog godt mærke det i benene dagen efter, og også i dag, hvor vi er kørt til Wellington og skal på Te Papa, New Zealands bedste og også meget børnevenlige museum, inden vi tager færgen til Sydøen, hvor helt nye eventyr venter.

Grotter, bilproblemer og rådne æg

Ja, denne blandede landhandel skal dette indlæg handle om.

Men først et billede at Ernst Ole, da han lige havde fanget en af sine store kingfish. Vi har lige fået det fremkaldt.
Vejret i New Zealand er ret omskifteligt, og selv om vi har oplevet det mange gange, slår det os stadig. Den ene dag bader man glad og fro i swimmingpool med sine nye danske venner. Den næste dag står man op til silende øsplaskende regn, og så med nogle forældre, der lige vil se en grotte mere, som alle dog måtte indrømme var fantastisk spændende og flot, selv om vi blev godt våde at at gå de 5-10 min. op til grotten.
Og vi blev indnu mere våde, da vi lige skulle et smut forbi et fantaktisk vandfald, selv om vi også her kun skulle gå 10 minutter. Faktisk var vi gennemblødte og måtte skifte fra yderst til inderst, da vi kom tilbage til bilen.
Desværre var det ikke kun os, der var våde fra yderst til inderst. Den våde plet på en hynde i bilen dagen før, som vi havde troet var resultatet af børnenes leg med vandflaskerne, viste sig nu at have bredt sig til hele bagsædet. Bilen var utæt, og med den mængde regn kunne man ligefrem se vandet pible ind.

Hvad så. Skulle vi ringe og brokke os til udlejningsfirmaet med risiko for, at de ville have os tilbage til Auckland for at få det lavet, eller selv bikse noget sammen med risiko for at skulle betale for det, når vi afleverede bilen?

Vi valgte det sidste og kørte til nærmeste by, hvor vi blev henvist til en mand, der vist kunne lave alt muligt. Det viste sig at være et hyndeværksted til autocampere, kombineret med et autoglasværksted. Mest af alt lignede det nu den store hal på det blå marked i Låsby. Masser af underlige ting overalt. Og chefen havde dog også sin egen løsning på problemet, så selv om Ernst Ole mente, at det utætte vindue kunne klares med en stribe silicone, tog han straks vinduet ud for at sætte det rigtigt ind igen.

Det øsregnede og havde gjort det lige indtil det minut, de var færdige med vinduet og ville køre bilen ud, så de kunne teste, om den nu også var tæt. Så skinnede solen pludselig. Det new Zealandske vejr!!! Og vinduet var selvfølgelig ikke tæt, men det blev det med en stribe silicone. Hvorfor kunne de ikke bare lytte til kloge Ernst Ole? Heldigvis kendte chefen biludlejningschefen, så det kom ikke til at koste os noget, hverken penge eller besvær, så det var jo ok, og måske ville vores bagrude været faldet ud senere på turen, hvis de ikke havde sat den rigtigt i. Hvem ved?

Med med en tæt men klam og fugtig bil af alt det våde tøj og de våde, drog vi ud videre ud på eventyr. Vi ville til Rotorua (de fleste af bynavnene i New Zealand er meget anderledes, da de har Maori-navne), der er en by der ligger på vulkansk jord. Og her kommer de rådne æg ind. Da vi nærmede os byen, bredte der sig en stank af rådne æg. Op fra jorden steg damp alle vegne, selv på parkeringspladsen, hvor vi holdt ind for at sove, da vi kom for sent til at nå en campingplads. Ret fantastisk, men natten efter valgte vi nu alligevel en campingplads lidt uden for byen, for at undgå stanken.. At Rotorua er en vulkanby kan ses af de mange aktiviteter, der er her. Thermiske bade, mudderbade, geysere og farvede søer. Man kunne blive her meget længe, hvis man havde mere tid, men vi må jo vælge lidt ud.

En anden særlig ting ved området her er den stærke Maori indflydelse, der også kan ses på de utallige brochurer der hænger overalt og lokker med ture og aktiviteter.

Vi tog ud til en landsby for at opleve lidt Maorikultur på bedste turistvis. Vi blev fragtet derud i to busser, hvor guiderne synkront førte os igennem forskellige Maorritualer. Vi skulle vælge en chief, og da ingen meldte sig, ragede EO nok op til at alles øjne faldt på ham, og han gav efter for presset. EO var nu vores chief. Bussen blev ”forvandlet” til en Waka, en krigerkano og EO skulle føre an med råb, så vi alle kunne ”ro” i takt. Ret grænseoverskridende for den ellers så tavse vestjyde! Det at være anfører betød mere end at råbe i bussen. Han var anfører under hele besøget. Det var også anføreren, der først skulle møde stammen for at blive accepteret og knytte venskabsbånd, inden vi fik lov til at komme ind i landsbyen. EO og anføreren fra den anden bus blev nu stillet op og skulle vente på Maori-stammens anfører. Han sendte dog først krigere ud en ad gangen for at skræmme og teste, om de nu også var venlige. Efter en meget skræmmende (og for os også underholdende, selv om det var vigtigt, at ingen smilede eller grinte) dans og præsentation af våben blev der dog kastet en pind på jorden, som EO belv udvalgt til at samle op.

Og så var vi velkomne til at se dans, landsby med levendegøresle af værksteder med flet, tatovering og træskærerarbejde og spise en hangi et traditionelt maorimåltid lavet i jordovn.
Og i bedste turiststil sluttede det af med, at EO og den anden chief fik overrakt gaver og lært lidt maoridans, vi sang fællessang med hinanden i hænderne, inden vi blev eskorteret til busserne og bordet blev gjort klar til næste hold gæster.
Det bliver nok ikke det sidste Maorishow, vi kommer til at se her. Det vrimler med dem.

Der kommer snart nyt igen. Rotorua er en handlingsmættet by!

Smukke Bay of Islands

Der sker meget på kort tid. Tiden flyver, og vi flyver med i vores autocamper. Der er meget at se, og vi har været nordpå og er nu kørt sydpå igen.
Efter vores dage i Auckland tog vi nordpå til Bay of Islands, som navnet svagt antyder en bugt med en hel masse større og mindre øer. Det er et historisk sted i New Zealand, da det var her, de fleste Maorier slog sig ned for 1200-800 år siden, her Kaptajn Cook først opdagede landet i 1769, og her hvor britterne havde hovedsæde og uderskrev Waitangi-traktaten, en fordeling af jord mellem britterne og de over 500 Maoristammer.

Vi så også traditionel Maoridans, hvor EO fik lov til at være med til at springe rundt og række tunge, som også er et yndet motiv på deres kunst, til stor undren for børnene. Vi købte nogle lette kugler i snor, som de svinger rundt med under dansen, men det er ikke så let selv at gøre, som det ser ud til!!!

I Bay of Islands er det et must at komme ud og sejle rundt mellem de mange øer. Vi valgte en delfintur på en lille katamarambåd, hvor vi kunne ligge på trampolinlignende net i forstavnen og nyde udsigten og vandets bølgen under den flotte tur. Katrine og Esben hyggede sig gevaldigt med at tumle rundt og glæden blev kun større, da vi landede i en flok medd ca. 50 delfiner der svømmede og sprang rundt omkring båden. En kæmpe oplevelse. Der var flere unger i flokken, hvilket betød, at vi desværre ikke kunne komme ud og svømme med dem. Til gengæld holdt vi ind på en lille øde strand, hvor vi kunne snorkle rundt og gå op til et udsigtpunkt. (en traumatisk oplevelse for Katrine, da hun kom til at gå den forkerte vej og var væk i over 10 minutter før en panisk mor spænede op ad skrænterne (hvilket hun ellers ikke er i stand til!) og fandt hende. Pyha).
Fantastisk paradisø, der dog også gav Katrine respekt for ikke altid selv at ville finde vej.
Samlet var det dog turens bedste dag. Delfiner har en god virkning.
Vi valgte at blive i Bay og Islands endnu en dag, da Ernst Ole havde bestilt tur på en fiskebåd. Han ville prøve at fange Kingfish. Noget han har drømt om, siden han var barn og som området gav rig mulighed for. Og det var en kæmpe oplevelse – der var bid. De startede med at fange maddingen til de store fisk og sejlede så helt ud til de yderste øer. Her fangede han tre kingfish. Den største var 83 cm lang og vejede 16 kg. En meget stolt mand der kom hjem til autocamperen, godt øm i armene, ikke at at slæbe de mange kilo fisk (han beholdt kun den største, som blev filletteret på båden), men at at trække dem i land. Og de smagte fantastiak. En god fiskefrokost blev det til, og så må vi se om vores lille fryser kan opbevare de andre.

Så var det tid til at køre sydpå til Waitomo, hvor den store attraktion er nogle enorme grotter og drypstenshuler i bjergene. Og de er kæmpestore. Nogle er op til 40 km lange med de mest fantastiske formationer. De helt store er dog de mange glow worms, selvlysende orme, der sidder i tusindvis i de mørke huler og danner en fantastisk stjernehimmel.

Et ekstra plus her er campingpladsen, der er rigtig fin med gode fasciliteter til børnene. Og også to andre danske familier med autocampere og børn i samme alder (der er åbenbart mange, der skal nå at holde forældreorlov inden barnets 9 års fødselsdag.). Det var rart for børnene lige at lege med nogle andre, og rart for forældrene med lidt voksensnak og en masse ny inspiration. De havde begge været på sydøen, hvor vi skal hen senere.

Det blev en lang omgang denne gang. Nu vil vi videre til den sidste grotte og så ellers mod vulkanbyer, termiske bade og smukke søer.

Fra Sydney til Auckland

Tiden går meget hurtigt her på den anden side af jorden og pludselig er der gået flere dage, hvor vi har oplevet så meget, at vi er faldet om på sengen inden nogen har kunne nå at sige blog.

Vi er nu ankommet til New Zealand som vel er turen egentlige formål, selv om vores 4 dages stop i Sydney var rigtigt fint. Inden vi forlod den pulserende luksusstorby tog vi en oplevelsesrig heldagstur til de blå bjerge. Her var både stop i dyrepark, hvor vi kunne kæle med koalaer og kænguruer

og bagefter lærte vi at kaste med boomerang af en ranger (vores busguide!)

Og så skulle vi op i de fantastiske blå bjerge, som dog var indhyllet i tåge den dag. Lidt surt, men heldigvis har vi jo smukke New Zealand foran os, så mon ikke vi får set en god udsigt hist og her alligevel. Vi har købt en boomerang, så vi kan gøre sportspladsen til jagtterritorie, når vi vender hjem.

I Sydney nåede vi også lige at udforske byen lidt og se det hyggelige Chinatown og backpackerkvarteret, den olympiske by og det høje tårn inden vi skulle pakke grejerne og drage mod NZ. Vi nåede at blive rigtigt glade for Sydney, og børnenee ville gerne have blevet der noget længere, men nu var billetterne jo bestilt.

Vi var da også lidt spændte på, om NZ kunne måle sig med Sydney. Vi landede i Auckland i går, og fandt hurtigt vores hotel, som er meget mere et udvidet backpackerhostel med fællesrum, køkkenfasciliteter og vaskeservice. Gæsterne her er også meget mere down to earth end de rige englændere på det finere hotel i Sydney. Der er fordele og ulemper begge steder. Børnene nyder dog vores kæmpeværelse, der er lavet om til en gymnastiksal med hulekrog.

Vi har dog også nået at toure lidt rundt i Auckland, der som by ikke kan måle sig med Sydney hvad angår klasse. Er man til både og adrenalin er Auckland dog langt overlegen. Nu var vi også heldige at ramme ned i Louis Vitton Pacific Series, som er en sejlads med ret store og flotte både, og det giver masser liv i havnen og en del store lækre både at ønske sig, når man går tur i den sydlige halvkugles største marina.

Og Aucklands høje tårn er ikke bare et højt tårn, man kan komme op i. Nej, her kan man også komme til at gå uden på tårnet og springe ud fra det. 192 meter. Puha. Sjovt at se på dog både oppefra og nedefra!

I morgen tager vi på Ø-tur til endnu en smuk ø med flotte vandreture og strande. Det bliver nok ikke sidste gang! Og så er det rundt med campervan, som de kalder autocampere hernede.

Sydney WAUW

Så er vi afsted, og det er ikke til at fatte. Efter en meget lang flyvetur, med varierende søvn, varierende mad, men også to meget forventningsfulde børn, der jublede højt, hver gang vi lettede (hvilket vi gjorde 3 gange) og ellers tog det hele utroligt flot var vi i Sydney. Vi var her. I Sydney! WAUW. Vores jetlag plagedeos ikke så meget som vi havde troet, så da vi fandt vores hotel, i øvrigt et rigtigt dejligt og velbeliggende et, var vi klar til at opleve. Og det blev sselvfølgelig operahuset først. Et imponerende bygningsværk, som man har set mange gange i TV, men som først kommer helt til sin ret, når man står i det. Det mest fascinerende er det udvendige, men kommer så tæt på det hele, man kan røre ved de flisebelagte appelsinskræltage. Indeni var det også flot men ikke i forhold til de nye sale, scener og foyer'er, vi har set i København.

Sydney som by er rigitg lækker. Flot med mange ting at se og opleve. En dyr by, at opleve da alle attraktioner lige har en ekstra muliged for at komme helt tæt på, opleve et ekstra sus i maven mv. Til gengæld bor og spiser vi relativt billigt. Her er også rart bare at dalre rundt og mærke stemningen. Det gør vi nu ikke så meget med kun 4 dage i byen.

D. 9.2. var dyre-dag med sejltur til et kæmpemæssigt zoo, hvor vi så mange australske dyr og et imponerende fugleshov, hvor ørne, ugler og papegøjer fløj hen over hovederne på os. Det stoppede dog, da ørnen stak af, og de måtte ud og lede efter den! Derefter tog vi tilbage med svævebanen henover zoo og båd tilbage til Centrum for at se Sydneys imponerende aquarium med masser af fisk i alle farver, hajer, pingviner, krokodiller og søkøer. Wauw, det var flot og godt lavet. Vi kunne endda komme op i en lille båd med glas i bunden og se alle hajerne i deres rigtige størrelse.

Det bedste ved Australien er ny menneskene og mentaliteten. Et valgsprog er ”no worries”, som de siger hele tiden. Og det er jo ganske befriende med en afslappende attitude i en alligevel så velfungerende by.

Vi har stadig to dage i Sydney, hvor der bliver tryk på. Vi glæder os!

Så går turen snart til den anden side af jorden. På denne blog kan alle, der har lyst følge med i vores familierejse til New Zealand med et kort stop i Australien. Vi vil løbende lægge rejsebreve og billeder op.
Ses snart! God vinter