Geysere og vulkaner og flere billeder

Ja, denne gang bliver det et lidt langt indlaeg. Der har vaeret masser af oplevelser og desuden har vi faaet laert at laegge flere billeder ind paa indlaeggene, saa der er til gengaeld ogsaa mere at kigge paa.

Byen der lugter af rådne æg, Rotorua, har meget at byde på. Vi har set nogle meget spektakulære termiske områder, hvor man bogstaveligt talt vader rundt i svovl og andre grundstoffer, der farver vannd og sten i de flotteste farver. Børnene synes også, at det var flot, men at man godt kunne have fået udleveret tøjklemmer til næsen. Mange steder var det slet ikke til at holde stanken ud. Kogende mudderpøle og geysere er også en naturlig del af det vulkanske landskab, og vi har snakket meget om vulkaner, og om i hvor god tid man ved, om de går i udbrud.
De store geysere som disse kan springe 20-30 m op i luften. Utroligt fascinerende.

Vi så også lige et maorishow mere, og det var katrine glad for, for hun fik nemlig lov til at komme op på scenen sammen med sin mor og lære at svinge med kugler, som er en vigtig del af dansen.

Rotorua har dog også andet end vulkansk aktivitet i undergrunden og Maorikultur, fandt vi ud af. Byen viser sig nemlig at være Nordøens centrum for adrenalinfremkaldende aktiviteter. Så det måtte vi jo også være med i. Ikke alt er egent til børn selvfølgelig (og heldigvis, for Esben og Katrine vil det hele!), men vi prøvede at zorbe. Vi havde heller ikke hørt om det før, men koncepetet er, at kan bliver puttet ind i en kæmpe badebold, der er gjort fast i en endnu større badebold. Der bliver så hældt lidt vand ind til en, og man bliver skubbet ned ad bakken. Der triller man så ned skvulpende rundt i vand og uden nogen fornemmelse for op og ned. Ret sjovt.
En anden populær børneaktivitet er luge, en slags minigokart-kælk. Man sidder i den og kan dreje og bremse men ikke speede op. Det gør bakkerne for en. Og man kan godt få god fart på. Vi havde taget en svævebane op på et bjerg med en fantastisk udsigt over Rotoruasøen, og kørte et par ture på luge deroppe. Vi sluttede af med et skyswing. Helga og børnene. Det er en gyngetur ud over bjerget, men i en ordentlig gynge. Efter at blive spændt ordentligt fast bliver man hejst ca. 50 m op i luften, hvor man selv skal udløse gyngen, så man gynger med hovedet nedad med 150 km/t ud over klippen. Hold da op! Det må være som et bungyjump light. Børnene var helt vilde og ville selvfølgeæig prøve igen. Helga var også glad – især for at det var overstået. Det var sjovt, men vildere end det så ud til, da de andre gjorde det...
Efter en masse vild aktivitet tog vi videre. Vi ville til Taupo, New Zealands største sø og beste ørredfiskeri. På en i øvrigt meget lækre campingplads i Taupo, mødte vi den danske familie, vi også havde mødt i Waitomo. Børnene jublede og Nintendoerne blev fundt frem. Der er også masser at se og lave i Taupo, men nu skulle børnene også have tid til at lege,, så den opvarmede pool og hoppepuden blev centrum. Vi nåede dog lige et fantastisk vandfald, Huka falls, der er så kraftigt, at det kan fylde to olympiske svømmebassiner i sekundet, både oppefra og nedefra i jetbåde, hvor vi i fuld fart kørte slalom mellem træstammer i vandet, blev kastet rundt i cirkler og blev sejlet helt tæt på vandfaldet. Igen en tur med adrenalinet pumpende. Om eftermiddagen ville EO gerne fiske lidt, så vi tog ned til søen og havde en skøn eftermiddag med hygge og leg. Desværre uden fisk til aftensmad.
Den anden danske familie (Ditte, Jan, Magnus 10, Mathilde 8, Malthe 3) havde vilde planer. De ville ud på New Zealands mest besøgte heldagstrek på tre vulkaner kun en time fra Taupo. De var dog blevet frarådet det af lokale især pga. Malthe på 3, men de ville nu afsted. Og vi må havde fået en synkrom hjerneblødning, da vi også synes, at det var en god idé at tage med. Nu er Jan og Ditte jo rigtigt søde mennesker og børnene legede fint, men alligevel...I hvert fald blev det til at vi alle mødtes på en parkeringsplads ude i ingenting kl 7, klar med taskerne fyldt med tøj, vand og mad og masser af blodsukkerstimulerende stads til at klare strabadserne på de 19,4 km i vulkaner. Ja 19,4 kilometer. Med to børn. Og en mor i 0-form, og i bjerge. Vi var vist sindsyge.
Vi skulle dog ikke gå ret langt, før vi kunne fornemme, at det ville blive det hele værd. Der var utroligt smukt, og selvom turen op (vi gik op i 1886 meters højde. Vi var oppe paa toppen til hoejre i billedet) var hård (især for moren!), så var der så flot og specielt, at man helt glemte alt om anstrengelserne. Vi gik nede i kraterne, dog ikke i det roede, som ses her. Flot ikke? Vi kunne lugte og se svovldampene, vi så de knaldgrønne svovlsøer og krydsede de opvarmede vandløb, der strømmede ned af vulkanen. Og hvilken udsigt til frokostpausen!Og da vi nåede tilbage til camperen efter de 19,4 km var vi trætte, men glade og stolte. Helt klart en af turens absolutte hoejdepunkter.Det mest fantastiske af det hele var dog boernene. De gik hele turen uden det mindste brok, de hyggede sig og snakkede. Esben havde endda en rygsæk på med regntøj under hele turen. De er bare for seje. Og om aftenen da vi spiste middag sammen med den anden familie, inden vi skulle tage afsked, løb de rundt og legede fangeleg. Hvor får de al den energi fra???

Vi voksne kunne dog godt mærke det i benene dagen efter, og også i dag, hvor vi er kørt til Wellington og skal på Te Papa, New Zealands bedste og også meget børnevenlige museum, inden vi tager færgen til Sydøen, hvor helt nye eventyr venter.