fredag den 6. marts 2009

Så kom vi til den imponerende Sydø

Så kom vi til Sydøen.

I Wellington på Nordøen nåede vi kun ind på det store museum, Te papa. Det var nu et godt sted for hele familien, hvor man måtte pille ved det hele, og samtidig lærte vi en masse om jordskælv, vulkaner, dyr og andre fænomener, der er særlige for NZ. Museumfolk fra hele verden burde tage hertil for at lære noget om formidling. Spændende og sjovt. Og så passede det fint med at det øsregnede udenfor, så et museum og en færgetur til sydøen var en perfekt måde, at bruge denne dag på.


Vi havde glædet os til de sidste godt tre uger på Sydøen. Alle havde sagt, at vi skulle skynde os derned, for der var endnu mere at se og endnu smukkere natur. Det var jo svært at tro på, med så mange spændende og forskelligartede oplevelser på Nordøen, men vi hørte det igen og igen.
Og vi nåede da heller ikke meget længere end over på den anden side, hvor vi stod op i Picton til en lille hyggelig turistby med den smukkeste udsigt fra havnen over Marlborough Sounds. Vi hyggede med børnene i Picton, hvor der som alle andre steder i NZ var officiel familiedag,
så hele parkanlægget var lavet om med børnevenlige aktiviteter og en koncert til de voksne. Vi nåede også en køretur langs Queen Charlotte's trek, som er en snoet vej højt oppe over kysten med udsigt til de mest fantastiske bugter, strande og fjorde.
Om aftenen kiggede vi på vejrudsigten og lod den bestemme om vi kørte østpå til Kaikoura for at se hvaler eller vestpå til Abel Tasman nationalpark, hvor der skulle være nogle af New Zealands flotteste gåture. Vi havde hørt, at hvalturene kunne være hårde i blæsevejr, og at de var hurtige til at aflyse turene, hvis vejret bare var lidt dårligt, så da morgendagen så ud til at byde på solskin og vindstille, slog vi til og kørte mod øst for at se hvaler. Vi kørte om aftenen til vi blev trætte og fandt en meget lille naturcampingplads hele ned til stranden. Det var skønt at falde i søvn til bølgernes brusen og endnu skønnere at stå op kl 6 for at nyde solopgangen og for EO selvfølgelig med en fiskestang i vandet. Vi kunne dog ikke blive på denne perle af en naturplet, da vi havde booket en hvaltur kl. 11.45 i Kaikoura længere sydpå.
Vejen derned viste sig at være lige så snuk som campingpladsen, og vi opdagede hurtigt at der på de mange klipper i vandkanten lå sæler og solede sigover alt. Vi holdt ind og kunne gå helt tæt på sælerne men havde dog læst, at de kunne angribe, hvis man ville røre dem, så det turde vi ikke. De så nu ellers ret fredelige ud, som de lå og dasede i solen.
I Kaikoura er det dyreaktiviteterne, der dominerer, og med hvalturen som den absolut største attraktion. Vi kom også afsted på en meget velarrangeret tur, hvor de dygtige hvalspottere fandt hele 5 kaskelothvaler til os. Man sejler ca. 50 m tæt på de kæmpe dyr, der ligger i overfladen og trækker vejret ved at trække luft ind blæse luft ud gennem åndehullet på ryggen. Det giver en ordentlig røgsky, som også er den måde hvalerne bliver spottet på. Når de har fået luft nok krummer de ryggen og dykker ned mod havet og giver et slag med halen. Så dykker de op til 800 m ned for at finde føde og bliver generelt dernede 40-60 min. Inponerende. Fire af de hvaler vi så dykkede ned. Den sidste ventede vi længe på skulle dykke, men til sidst fik vi at vide, at den sov... Det skal de jo selvfølgelig også indimellem, men det var lidt pudsigt. Ude hvor hvalerne svømmede (på dybder mellem 1000 og 1600 m) fløj der også adskillige albatrosser rundt og viste sig frem med sit enorme vingefang. Det var også en oplevelse for os at se de store fugle, for de er virkeligt imponerende store, men man ser det først, når de slår vingerne ud. EO så også en lille pingvin på vej ind igen. Og han var hurtig med kameraet.Vi andre håber at se flere senere på turen.Vejrbetingelserne var optimale, så det blev en perfekt dag i høj sol uden søsyge og med masser af badning på den smukke strand, da vi kom tilbage fra havet.
Allerde næste dag efter en dejlig gåtur på Kaikouras halvøtog vi dog videre ind i lanndet. Vi ville stoppe en dag i Hanmer Springs på vej mod Abel Tasman Nationalpark i nord.


Hamner Springs er mest kendt for sine termiske bade, og da vejret endnu engang tegnede fint, var dagen perfekt til det. Katrine havde tidligere på turen nævnt, at hun gerne ville prøve at ride på en hest, og det passede lige med, at der i Hanmer Spring var mulighed for det, så vi startede med at køre langt ud på landet over to små floder (hvilket vi ikke fortæller autocamperudlejningsfirmaet...) ud til en gård med en masse heste. Valget stod mellem en 30 minutters trækken rundt med børnene på en pony eller 1-times tur på hesteryg for hele familien. Da der lige var startet en norsk pige dagen før ved staldene, var de to guider til at styre børnenes heste, så vi tog rundturen med hele familien.
Og det var en dejlig tur, men også lidt grænseoverskridende, da ingen af os har redet før, og at vi skulle styre hestene selv! Men det var gode heste og en flot måde at komme ud i landskabet på, så det blev en rigtig god oplevelse, ikke mindst for børnene, der var fascineret at de store dyr, de skulle holde fast i mens de red med dem højt op ad en bakke, ud på marker med får og ned ad igen.
Efter sådan en tur på hest var det skønt at komme i de termiske bade, hvor vi nød de flotte anlæg, og at børnene kunne lege og prøve vandrutsjebaner. Vi mødte (selvfølgelig!) en anden dansk familie med et 8-årigt barn – Benjamin, og Rebecca på 6 og Olivia på 12. Der er masser af danske familier hernede og børnene er ret gode til at spotte dem efterhånden. Børnene faldt i leg og legede hele eftermiddagen. Deres forældre Michael og Gitte var også rigtigt søde, så vi besluttede at blive inde i poolområdet og spise aftensmad. Børnene var efterhånden helt opløste af alt det vand og godt sultne, og selv om de snakkede, hyggede sig, pjattede og legede, som børn nu gør, kom der en dame over til bordet og måtte komplimentere os for vores utroligt kønne og velopdragne børn. Ja, det er jo dejligt at høre. Nogle gange synes man at de fylder utroligt meget, når vi er ude og spise, men i forhold til mange New Zealandske børn kan jeg da godt se, at de er meget velopdragne. Overalt er der skilte og regulativer, som vi som gæster gør meget ud af at indprinte over for børnene, men de bliver lidt lange i hovederne, når de gang på gang se de lokale børn gøre som det passer dem og slippe afsted med det.
Vi tog afsked med de andre danskere og kørte nordvest på til Abel Tasman Nationalpark. Alle havde snakket så meget om den, så det måtte vi jo se. Desværre rendte vi ind i en sen ankomst og et par regnvejrsdage, så det er kun blevet til en gåtur i byen Motueka og en meget snoet bjergkøretur til Takaka for at se verdens klareste kildevand. Det er dog svært at se, hvor klart det er i regnevejr.
Til gengæld fik vi avet en del lektier og læst Harry Potter færdig til børnenes store begejstring - indtil de fandt ud af, at vi så har mange dage uden oplæsning!!!
I morgen skulle det klare op, så der er vi klar til at se noget af den flotte natur både fra vand- og fra landsiden.












Ingen kommentarer:

Send en kommentar