Grotter, bilproblemer og rådne æg

Ja, denne blandede landhandel skal dette indlæg handle om.

Men først et billede at Ernst Ole, da han lige havde fanget en af sine store kingfish. Vi har lige fået det fremkaldt.
Vejret i New Zealand er ret omskifteligt, og selv om vi har oplevet det mange gange, slår det os stadig. Den ene dag bader man glad og fro i swimmingpool med sine nye danske venner. Den næste dag står man op til silende øsplaskende regn, og så med nogle forældre, der lige vil se en grotte mere, som alle dog måtte indrømme var fantastisk spændende og flot, selv om vi blev godt våde at at gå de 5-10 min. op til grotten.
Og vi blev indnu mere våde, da vi lige skulle et smut forbi et fantaktisk vandfald, selv om vi også her kun skulle gå 10 minutter. Faktisk var vi gennemblødte og måtte skifte fra yderst til inderst, da vi kom tilbage til bilen.
Desværre var det ikke kun os, der var våde fra yderst til inderst. Den våde plet på en hynde i bilen dagen før, som vi havde troet var resultatet af børnenes leg med vandflaskerne, viste sig nu at have bredt sig til hele bagsædet. Bilen var utæt, og med den mængde regn kunne man ligefrem se vandet pible ind.

Hvad så. Skulle vi ringe og brokke os til udlejningsfirmaet med risiko for, at de ville have os tilbage til Auckland for at få det lavet, eller selv bikse noget sammen med risiko for at skulle betale for det, når vi afleverede bilen?

Vi valgte det sidste og kørte til nærmeste by, hvor vi blev henvist til en mand, der vist kunne lave alt muligt. Det viste sig at være et hyndeværksted til autocampere, kombineret med et autoglasværksted. Mest af alt lignede det nu den store hal på det blå marked i Låsby. Masser af underlige ting overalt. Og chefen havde dog også sin egen løsning på problemet, så selv om Ernst Ole mente, at det utætte vindue kunne klares med en stribe silicone, tog han straks vinduet ud for at sætte det rigtigt ind igen.

Det øsregnede og havde gjort det lige indtil det minut, de var færdige med vinduet og ville køre bilen ud, så de kunne teste, om den nu også var tæt. Så skinnede solen pludselig. Det new Zealandske vejr!!! Og vinduet var selvfølgelig ikke tæt, men det blev det med en stribe silicone. Hvorfor kunne de ikke bare lytte til kloge Ernst Ole? Heldigvis kendte chefen biludlejningschefen, så det kom ikke til at koste os noget, hverken penge eller besvær, så det var jo ok, og måske ville vores bagrude været faldet ud senere på turen, hvis de ikke havde sat den rigtigt i. Hvem ved?

Med med en tæt men klam og fugtig bil af alt det våde tøj og de våde, drog vi ud videre ud på eventyr. Vi ville til Rotorua (de fleste af bynavnene i New Zealand er meget anderledes, da de har Maori-navne), der er en by der ligger på vulkansk jord. Og her kommer de rådne æg ind. Da vi nærmede os byen, bredte der sig en stank af rådne æg. Op fra jorden steg damp alle vegne, selv på parkeringspladsen, hvor vi holdt ind for at sove, da vi kom for sent til at nå en campingplads. Ret fantastisk, men natten efter valgte vi nu alligevel en campingplads lidt uden for byen, for at undgå stanken.. At Rotorua er en vulkanby kan ses af de mange aktiviteter, der er her. Thermiske bade, mudderbade, geysere og farvede søer. Man kunne blive her meget længe, hvis man havde mere tid, men vi må jo vælge lidt ud.

En anden særlig ting ved området her er den stærke Maori indflydelse, der også kan ses på de utallige brochurer der hænger overalt og lokker med ture og aktiviteter.

Vi tog ud til en landsby for at opleve lidt Maorikultur på bedste turistvis. Vi blev fragtet derud i to busser, hvor guiderne synkront førte os igennem forskellige Maorritualer. Vi skulle vælge en chief, og da ingen meldte sig, ragede EO nok op til at alles øjne faldt på ham, og han gav efter for presset. EO var nu vores chief. Bussen blev ”forvandlet” til en Waka, en krigerkano og EO skulle føre an med råb, så vi alle kunne ”ro” i takt. Ret grænseoverskridende for den ellers så tavse vestjyde! Det at være anfører betød mere end at råbe i bussen. Han var anfører under hele besøget. Det var også anføreren, der først skulle møde stammen for at blive accepteret og knytte venskabsbånd, inden vi fik lov til at komme ind i landsbyen. EO og anføreren fra den anden bus blev nu stillet op og skulle vente på Maori-stammens anfører. Han sendte dog først krigere ud en ad gangen for at skræmme og teste, om de nu også var venlige. Efter en meget skræmmende (og for os også underholdende, selv om det var vigtigt, at ingen smilede eller grinte) dans og præsentation af våben blev der dog kastet en pind på jorden, som EO belv udvalgt til at samle op.

Og så var vi velkomne til at se dans, landsby med levendegøresle af værksteder med flet, tatovering og træskærerarbejde og spise en hangi et traditionelt maorimåltid lavet i jordovn.
Og i bedste turiststil sluttede det af med, at EO og den anden chief fik overrakt gaver og lært lidt maoridans, vi sang fællessang med hinanden i hænderne, inden vi blev eskorteret til busserne og bordet blev gjort klar til næste hold gæster.
Det bliver nok ikke det sidste Maorishow, vi kommer til at se her. Det vrimler med dem.

Der kommer snart nyt igen. Rotorua er en handlingsmættet by!