Så sluttede eventyret

Så er det hele ved at være slut. Denne fantastiske rejse til den anden side af jorden. Vi kan desværre ikke lægge billeder ind her, så det må I se senere.

De sidste dage har været rigtigt gode, men lidt mindre begivenhedsrige end de øvrige. Vi kørte efter Milford Sound til sydkysten, hvor vi tog en køredag med stop. Vejret var godt og udsigten fantaktisk, og Katrine og EO nåede at blive jagtet af en kæmpestor søløve, der skyllede ind på stranden i nærheden af, hvor de stod. En ordentlig bamse. Esben ville også gerne jages væk, men vi skånede ham for oplevelsen.

Da vi nåede Dunedin, som er en dejlig by, ja en by efter meget lang tid uden andet byliv, end det, der var sat op for turisterne. Vi havde dog ikke meget overskud. Det var som om vi havde nået et mætningspunkt allesammen, så vi tog nogle meget stille dage med campingplads, lektier, pool og P3. Også dejligt. På vej til Christchurch, som er sidste stop på rejsen tog vi lige en dyrerundtur. Først med albatrosser, som vi pga. meget tæt tåge dog ikke så andet til, end de meget store unger, der lå på rederne. Derefter tog vi ud og ville se de meget sjældne guløjede pingviner, og der havde vi mere held. Vi var meget tæt på de 60 cm store pingviner, da vi listede rundt i et system af gange og tunneller, for at forstyrre de sky fugle så lidt som muligt.

Efter de guløjede pingviner kørte vi nordpå for at se blå pingviner. Det var en sjov oplevelse, hvor vi sad som i et teater og så verdens mindste pingviner komme hjem fra havet og mødes med deres venner og familie i kolonien. De er helt vildt søde, og børnene synes, det var sjovt. De var også rigtigt gode til at sidde stille i modsætning til de midaldrene englændere og de to busser japanere. Det er alstså utoligt, at folk ikke respekterer det mere. Selv børnene var forargede...

Så tog vi videre til Christchurch, hvor vejret var skønt og byen var vildt charmerende. På størrelse med Århus og dejlige grønne områder og sjove mennesker på torvet. Her gjorde vi noget, vi ikke havde prøvet før. Boede 3 nætter på den samme campingplads. Det var næsten som et hjem!!!

Det var nu ikke fordi vi lavede så meget her. Gik rundt i byen, prøvede en sporvogn, sejlede lidt på floden, blev standset af en skør tryllekunstner. Tiden gik og det var herligt at give sig tid til at dalre rundt. Vi havde også en shoppedag, hvor børnene fik penge til at købe deres egne souvenirs. Alle butikker blev udforsket, og de mange minder blev nøje udvalgt. Ingår tog vi ud på en videnskabslegeplads i form af museet Science Alive! Det var fedt for børnene. De fik klatret på klatrevæg med seler, prøvet astronauttræning i et gyroskop, og en masse masse andet. Katrine fik også prøvet New Zealands stejleste rutsjebane. Dagen gik hurtigt, og så var der kun hygge og film tilbage, inden sidste nat i camperen, som i dag lige er rengjort og klar til aflevering. Taskerne er pakket, og underligt nok kunne det hele være der. Der er også blevet smidt en del gammelt tøj ud.

Så nu er det på vej mod lufthavnsmotellet, hvor vi skal have den sidste halve nat inden vi tager i lufthavnen kl. 4 i nat for at flyve hjemover kl. 6.15. Hvis alt går godt, er vi i Danmark kl. 12.50 i Kastrup og i Skanderborg kl. 16.30 eller 17.30, men nu må vi se. Der var en del forsinkelser på udturen, men vi har selvfølgelig også meget lange ventetider som buffer på vej hjem.

Mærkeligt at det er det sidste indlæg. Nu er vores New Zealand-eventyr slut - for denne gang. Selv om vi har oplevet meget, så er der stadig masser at se og prøve for os, så man ved aldrig, om vi vender tilbage igen. Vi må hellere se at få gang i drømmekassen igen.

Tak til alle jer der har læst på bloggen. Vi glæder os til at se jer hjemme i DK.

Knus fra hele familien, Helga, Ernst Ole, Esben og Katrine

Fuldstændigt fantastisk smukke Milford Sound

Alle sagde at Milford Sound var det smukkeste sted i New Zealand, at vi ville blive fuldstændigt bjergtagede, at dette ville overgå alt, hvad vi tidligere havde set. Vi kunne næsten kun blive skuffede.

Vi lagde store planer. Vi ville gerne se Milford Sound og Doubtfull Sound, det andet af de kendte sounds, der dog er sværere at komme til, og derfor også en del dyrere. EO ville gerne se en af de to fjorde på en overnatningstur på et skib, der jo også gav mulighed for at se den smukke natur i aften og tidligt morgenlys.

Så det var jo bare at køre til Te Anau og booke...troede vi... Da vi kom til Te Anau og ville bokke var alt udsolgt indtil mandag, og vores eneste mulighed var en dagstur på Milford Sound med en af de mange både, der tager afsted hver 2. time. ØV, men så kunne man jo bare have tænkt sig om og lyttet til de gode råd i guidebøgerne!

Vi besluttede os til at køre et lille stykke mod Milford Sound, sove på en naturcampingplads, og så tage langsomt mod ”byen” hvor bådene tager ud fra. Milford Sounds kan ses på mange måder.

Ca. 14.000 personer om året vandrer det berømte 4-dages Milford trek, men der er også andre store vandreture i området og hele køreturen til byen er spækket med start og slut på større vandreture, mindre gå-ture, Mountainbike-treks og sågar også bittesmå gåture med tilhørende kæmpe busparkeringspladser til de mange busser, der laver guidede ture med bådture på Milford Sounds. Og det er ikke så få. Vi passerede mindst 20 busser på vej derud.

De fleste besøger Milford Sound på denne måde og nyder dermed, lige som vi også gjorde, hvad mange forfattere og andre kendte personligheder gennem tiden har kaldt verdens smukkeste køretur. Ovenover det det hele kan man selvfølgelig høre helikopterne og de små rundturflyvere til folk der ønsker at se det hele oppefra.
Vi tog en rolig tur, hvor vi sigtede på at være derude ved 16-tiden, så vi kunne nå den sidste båd og dermed slippe for alle busgæsterne. Vi gjorde en del stop på vejen, bl.a. ved de smukke Mirrorlakes, hvor bjergene spejlede sig i den blanke sø. Vi gik også en mindre tur i skoven, hvor især Esbens interesse for fugle og fuglesang blev skærpet, og senere tog vi en 3-timers tur op og op og op til Key Summit med en flot udsigt, for derefter at gå ned og ned og ned igen. Så var det også ved at være tid til at komme ud til båden.
Vi nåede ud til båden godt 16 og lurede på en båd. Der var kun to tilbage, der sejlede ud og ved en forespørgsel begge steder viste det, at der faktisk var et ledigt familierum på en af overnatningsturene. Vi slog til med det samme og EO styrtede op for at hente bilen (på en P-plads 10 min væk), så vi kunne få pakket. Vi nåede det dog også kun i sidste øjeblik, og styrtede ombord på båden med to proppede plastikposer som måske indeholdt det, vi behøvede til et overnight cruise. Vi måtte også brase ind i kaptajnens velkomsttale og var selvfølgelig de eneste med børn – som sædvanligt kunne man næsten sige, så vi vakte en del opsigt.
Det viste sig at være den fine båd, vi var kommet på.

Alle andre gæster var englændere og midaldrende, så da vi senere præsenterede os, sagde de ikke at de kom fra England, men hvilken by, de kom fra. Ja, vi måtte jo nok hellere sige Danmark. De kendte nok ikke Låsby!! Vi var ikke klædt på til en luksustur og havde heller ikke tøj med til middag i salonen, så vi følte os lidt malplacerede. Heldigvis var der en masse aktiviteter og ufatteligt sødt personale, der nød, at der var børn med, så det opvejede det hele.

Vejret var fantaktisk. Senere hørte vi at det havde været sommerens flotteste dag, så man må sige, at vi fik det hele med i det smukkeste vejr. Og det var virkeligt smukt. Vi sad ude på dækket og nød sejlturen ud til en bugt, hvor de lagde anker og vandaktiviterne startede. Man kunne vælge, om man ville ud med kajak eller en af deres små speedbåde rundt i bugten. Ernst Ole tog ud med kajak og Helga og børnene tog med en af de små både. Esben var dog meget i tvivl om, han turde komme med på kajakturen. Han ville gerne, men var bange for at falde ud, og i sidste øjeblik bestemte han sig for at tage med den lille båd. Det var også en hyggelig tur, hvor en guide fortalte og opdagelsen af fjorden, Maorikulturen og den specielle ”jade” man finder her. Da vi kom ind, nåede vi ikke engang at få redningsvestene af, før der kom en hen og spurgte om Esben havde fortrudt. Det havde han, og hun tilbød at tage Esben med ud, så han kunne prøve at sejle kajak. Helga tog med, og en anden af personalet, Naoko blev og passede Katrine, der tog billeder. Esben kunne sagtens finde ud af at sejle kajak og havde hurtigt styr på både balancen og padlen. Han var glad for at han fik prøvet det. På vandet mødte vi Ernst Ole, der også havde nydt turen. Med en flok rige midaldrende englændere, var der ikke mange kajakrorere blandt, så EO var alene sammen med et andet ungt engelsk par og en guide. Rent luksus. Da vi kom ind spurgte de, mest for sjovt, om der var nogen, der ville ha' en svømmetur, og Katrine sagde selvfølgelig straks ja. Ned og få badedragt på og i redningsvest. Der skulle dog lidt tilløb til, da hun vidste, at vandet var koldt. Hun vidste dog ikke hvor koldt, der faktisk var, før hun hoppede i, og efter lidt overtalelse i igen. Puha. Hun er en modig pige, og fik stor ros af personale og de engenske tilskuere.
Så var der lige tid til et hurtigt bad i vores kahyt med eget badeværelse inden middagen, som viste sig at være en superlækker tre-retters menu med stor buffet til både hovedret og dessert. Mums. Vi følte os som grever og baroner og de voksne delte en flaske rødvin. Uhmmm. Efter middagen var der et lille foredrag med billeder om Milford Sound og dens historie, dyreliv og vejrforhold. Børnene hyggede i salonen og spillede Uno og 4 på stribe indtil personalet kom løbende for at hente dem. En sæl var kravlet op på skibet og lagt sig til hvile.

Katrine styrtede ind for at hente os og sælen lå der endnu da vi kom ud. Faktisk fik den senere selskab af en ven. Meget hyggeligt. Man går åbenbart tidligt i seng på sådan et skib, i hvert fald var det kun os, der blev siddende i salonen og spille et spil med børnene inden vi gik til ro i dejlige senge med gode madrasser, og eget badeværelse. Rent svir.
Vi blev vækket kl. 7 til en overdådig morgenmad med æg, bacon, pandekager og frugtsalat. Mums, så var vi klar til en flot morgen i Milford, med en flot indsejling i morgensolen med de stejle klipper der nogle steder var over 750 m høje, og gik lodret ned i vandet oversået med mange flotte vandfald, der brusede i fjorden. Hvilken morgen. Det dejligt at have frihed til at handle spontant ind i mellem, og skønt, når spontaniteten udmunder i sjove, gode, flotte og helt uventede oplevelser. Fyldt af herlige indtryk, mødte vi vores danske følgesvende på parkeringspladsen. De skulle lige til at sejle. De fortalte, at de havde set den New Zealandske Kea-papegøje, som elsker at snappe ting fra turisterne, og Esben fik en ny mission. Han ville se en Keafugl. Det gav også hjemturen gennem Milford i vores backpacker autocamper - igen med mange små stop og kortere gåture til vandfald, store og små - en ekstra dimension. Men selv om vi ledte ihærdigt og stoppede mange steder så vi ikke en Kea. Vi måtte nøjes med at glæde os over, at vi havde set den i bur i Queenstown. På trods af den manglende fugl blev vi ikke skuffede. Milford Sound lever op til sit ry som et af verdens smukkeste steder (i hvert fald hvad vi har set), både fra bilen, på gåben og på vandet. Og vejret gjorde sit til at fastholde dette indtryk.

Gletchere og Queenstown

Noget, vi havde glædet os til, var at se gletcherne Franz Joseph og Fox. Vejrudsigten så dog ikke for lovende ud, men vi tog chancen, da vi jo ikke har så mange dage tilbage, og stadig så meget, vi gerne vil se. Vi tog ned til Fox-gletcheren, da man kunne komme længere op og gå på ,og fordi byen var hyggeligere.
Da vi så kom derned viste vejret sig heldigis fra sin bedre side, og vi kunne komme ud og gå på gletcheren med guide, som vi gerne ville OG komme op og se gletcheren fra luften.

Og det hele på samme dag. Vi startede med luftturen. Hernede er det ikke myg og sandfluer, der svirrer i luften. Det er helikoptere. Der er masser af firmaer, der sælger helikopterture og masser af turister, der synes, at det er specielt at se gletcherne fra luften. Bl.a. os. Så vi kom op i en lille helikopter os fire og så fløj vi hen over de to gletchere og fik et rigtigt godt indtryk af det fantastiske naturfænomen. Gletcheren er fuld af store sprækker, nogle af dem er op til 40 m dybe, og man kan sagtens fornemme, hvordan det hele skubber sig rundt, og hvorfor de er så farlige at være på. Vi landede oppe på Franz Joseph og fik en lynhurtig sneboldkamp, inden vi fløj ned igen. Børnene synes, at det var sjovt, men alt for kort. Helga var glad for, at vi kun havde taget en ½-times tur, da hendes mave begyndte at skabe sig faretruende på tilbageturen.
Efter frokost var det tid til den mere jordnære gletcheroplevelse. Katrine måtte lige vokse et år, før at hun kunne komme med (aldersgrænsen var 7), og det klarede hun med en god frokost. Vi havde jo set, hvordan hun kunne gå på vulkaner i 9 timer, så vi havde ikke den sorteste samvittighed.
Vi blev udstyret med vandrestøvler, regnjakker og snekramper og så var det ellers afsted. Vi var 13 i gruppen, og Katrine og Esben var selvfølgelig de eneste børn. Og som sædvanlig klarede de turen flot. Vi gik ud til gletcheren henover den døde is, og guiden fortalte en masse om, hvordan gletcheren var opstået, hvordan den havde bevæget sig mange kilometer bare de sidste par hundrede år. Der er så meget ”liv” i fox-gletcheren, at han kan se forandringer efter to dages fri. Nogle steder flytter den sig op til 5 meter om dagen. Vildt. Der skal alligevel noget kraft til at flytte en 13 km lang og 150 meter tyk sneslange. Det kommer bl.a. fra de 50 meter sne, der falder om året og bliver komprimeret til is, der er 5 gange tungere end almindelige isterninger. Gode til drinks, siges der...
Da vi nærmede os isen efter en anstrengende tur op gennem skoven på høje trappetrin langs gletcheren, skulle vi have sneklamper under fødderne og en stok, og så var vi klar til at komme ud på isen. Vi passerede to fyre der med isøkser var ved at lave en trappe til de mange turister, der vil gå på gletcheren. Det var en del af guidejobbet. De skiftedes til at gå med gæster og lave stier og trapper i isen. Desuden skulle de også holde øje med gletcherens bevægelser, og vores guide viste os hvilke redskaber, de brugte: tynde plastikrør, vatterpas og gps-koordinater. Det var rart at have en guide med, der kendte isen. Han viste os også nogle af disse såkaldte "møller", der fungerer som drænrør for smeltevandet. Nogle af dem går 150 m ned. Der skal man ikke falde i...Man må heller ikke gå på isen uden guide, men bare det at gå hen til gletcheren alene, kan være farligt. Dagen før vi var der, måtte 30 turister løbe for livet, da en stor isblok faldt ned foran dem og i 2007 forsvandt to turister, der var gået helt til isen. De dukkede op 8 dage senere, da deres lig flød ned af floden. Puha. Man får respekt for alle deres afskærmninger og naturen selvfølgelig...
Vi kom dog helskindet ned, dog med våde fødder, da vi skulle gennem flere små vandløb med løse trædesten. Men en stor oplevelse og meget viden rigere. Da vi kom ned, passede det lige med, at Michael, Gitte, Olivia, Benjamin og Rebecca kørte ind i byen. Børnene jublede, og vi aftalte at mødes på samme campingplads.
Vores aftensmad bestod af friskfanget ål (tak EO og Esben!), og efter aftensmaden mødtes vi alle sammen til hygge og rødvin, slik og film og spil. En rigtig hyggelig aften.
Dagen efter regnede det hele dagen, så det var godt, at vi havde nået at få maksimalt ud af gletcheren dagen før. Vi besluttede at gøre det til en køredag med få stop. Der skulle ifølge kort og guidebøger være pingviner langs kysten.
Og selvom vi holdt ind og gik en tur, der pga. regn virkede længere, end den var og tog en omvej på 1½ time mødte vi ikke nogle pingviner. Skilene viste dog ellers, at de holdt til i området. (Den opmærksomme læser vil lægge mærke til at pingvinen her er af en anden race end det tidlige pingvinskilt på bloggen!!!)
Vi havde kurs mod Queenstown, som er New Zealands store adrenalinhovedstad med ubegrænsede muligeder for at overskride sine egene grænser. Natruen omkring byen er smuk, store søer og snedækkede bjergtinder, stejle bjergsider og brusende floder. Og så er der masser af liv. Masser af mennesker, der skal ud og prøve sig selv af med bungyjump, faldskærm, rafting, klatring riversurfing, paragliding og meget meget mere. Vi havde planer om endelig at få set en kiwifugl og så komme ud og parasaile. Vi fik set fuglen, som vi desværre kun kan vise i udstoppet form her, da de er natdyr og man ikke kan tage billeder af dem, mens de er vågne, da de forstyrres meget af blitzen. Der var også mange andre lokale fugle som f.eks. Kea, der er verdens eneste alpine papegøje.
Parasailingen gik dog i vasken pga. blæst. Vores vulkanvandrevenner, Ditte og Jan havde været ude og parasaile, og Mathilde havde fortalt Katrine om, hvor sjovt, det var, så derfor var det ekstra ærgerligt. Man sidder ca. 200 m oppe i en faldskærm, der trækkes efter en speedbåd, og man kan være med fra 2 år. Vi må se, om vi kan komme til det senere på turen. I Queenstown har de også en gondolsvævebane, som vi måtte prøve, og også der kunne man som i Rotorua køre på luge ned. Det skulle selvfølgelig prøves igen. Selvfølgelig kan man også hoppe ud herfra, så alle kan se det, både i almindelig bungyjump og i en gynge, der starter med 60 m frit fald. Den så noget vildere ud, end den Helga og børnene prøvede i Rotorua.

For at kompensere for den manglende parasail, fik børnene lov til næste dag at bestemme, at vi skulle spille minigolf. Først havde vi dog et vigtigt ærinde.
Det blev en rigtig Esben-dag, hvor vi stod tidligt op og gik ned på en lokal café for at spise morgenmad. Nu var det ikke en tilfældig café, men en hvor de viste Champions Leage fodbold, og vi var så heldige at rende ind i en Manchester United kamp, hvor Esben kunne følge sit store idol Christiano Ronaldo, som endda scorede til 2-0 over Inter. Hvilken morgen, og med med et efterfølgende spil minigolf, var dagen reddet. Det var indendørs, og banerne var bygget som små landskaber, næsten som Legoland.

Der var lys, musik og bevægelse, når man skød sig igennem de 18 forskellige baner, og hver bane havde skjulte fælder og overraskelser, så det var rigtigt sjovt og hyggeligt for hele familien.

Vi besluttede at forlade Queenstown for at køre mod Milford Sound. Et sted vi havde hørt meget om, både hjemmefra fra alle, der havde været afsted og fra alle, vi mødte, der havde været der. Det skulle være noget af det smukkeste, man kan opleve i New Zealand, og det er ikke til at tro med alt det, vi har set indtil videre.

Bounty, pandekager, guld og ...

Abel Tasman levede fuldt op til sit ry om smukke bountybugter mellem de vilde klipper og skovklædte bjerge. Så det var godt, at vi ventede, til solen kom frem og gjorde det hele ufatteligt smukt. Vi havde booket en vandtaxatur, hvor vi tog helt op i toppen af nationalparken med båd og så et stykke tilbage, hvor vi blev sat af og skulle gå 7,7 km for at blive hentet i næste bugt og sejlet tilbage.
Bådturen var noget af det smukkeste vi overhovedet har set. Det fuldstændigt turkise vand, de forrevne klipper og de små hyggelige bugter, hvor de mange kajakroere holdt hvil og badede. På vejen sejlede vi forbi klippen, der lignede et delt æble og to sælkolonier, hvor de nuttede sælunger legede på klipperne. Gåturen var også flot. Op og ned i skovterræn og over hængebroermen helt ude ved kysten, så vi kunne på nogle flotte kig over kystlinjen. Selv om det var 7,7 km, var de gået på 2 timer, og børnene spurgte om vi allerede var der. Vi skulle nok have taget den længere tur på 13,8. De er ved at være ret seje. Men da vi nu havde gået så hurtigt, var der tid til at bade på den smukke strand, vi var gået hen til inden vandtaxaen hentede os igen. Og børnene fik lært om tidevand, da vi lige var der, da det steg, og den sandø, de havde leget på, hurtigt blev dækket til. Det var meget tillokkende at blive der nogle dage mere, men vi blev alligevel enige om at tage videre efter et lækkert måltid og et sidste kig ud over den flotte bugt.
Vi ville ud til vestkysten. Den vilde vestkyst, hvor bølgerne står op mod klipperne og selv børnene kan se, at strandene ikke er badevenlige. Og vejskiltene der er også lidt anderledes end derhjemme!

Det endelige mål er de to gletchere Franz Joseph og Fox, men der er ret langt derned, så vi besluttede at tage en køredag og se nogle ting på vejen. Ude ved vestkysten ligger der nogle meget bemærkelsesværdige klipper. De ligner store stabler af pandekager og har derfor fået navnet pandekageklipperne. De dækker 43 km af kysten, og de kloge kan ikke forklare, hvordan de er opstået. En af naturens hemmeligheder. Og de var også utroligt fascinerende. Vi var heldige at komme, lige da tidevandet slog ind og pressede vandet både op ad kalkstensklipperne, men også ind mellem klipperne, hvor det blev skudt ud igen, nærmest som en gletcher. De kalder det et blowhole, som åndehullet på en hval. Vildt.
Fra pandekageklipperne kørte vi videre sydpå til noget helt andet. New Zealand er et land med guld i undergrunden, og mange af de store (også endnu eksisterende) guldminer ligger herude. Vi kørte til Shantytown en museumsby à la den Gamle by i Århus og Hjerl Hede. Her var temaet så bare guldmineby. Det minder lidt om det vilde vesten i USA og er også fra samme periode. Vi kørte med et rigtigt damplokomotiv og vaskede guld. Og det var ikke som i Djurs Sommmerland. Her var det ægte guld. Det var ikke så let at vaske, men det lykkedes, og vi fik det med hjem i et lille glas.
Til stor begejstring for børnene. På vejen ud mødte vi familien med Rebecca, Benjamin og Olivia. Det lader til, at de skal samme vej som os, så vi fik lige leget, snakket og sagt på gensyn, inden vi kørte videre.
Vi har endnu ikke nået gletcherne endnu. Vi ville lige stoppe ved en af de fantastiske søer på vejen, så EO endnu engang kunne få luftet fiskestangen. Og denne gang var der bid. Det var en ørred og laksesø, stod der på kortet, så EO var glad, da der var bid. Esben fik lov til at trække snøren ind, og den var lidt stram. Da den var næsten inde kunne EO straks se, at det hverken var ørred eller laks der var på krogen. Den var en ål, og en kæmpe en af slagsen, der også nåede at bide snøren over og stikke af lige inden, den nåede land. EO var dog hurtigt efter den og fik den losset ind på land, hvor den sprællede og kæmpede den bedste, den havde lært. Efter en kamp vandt EO dog til sidst, fik den renset, så nu ligger der en 80 cm lang og 8 cm tyk ål i vores lille camperfryser. Så er aftensmaden reddet endnu et par dage. Jubii.