Vi havde booket en vandtaxatur, hvor vi tog helt op i toppen af nationalparken med båd og så et stykke tilbage, hvor vi blev sat af og skulle gå 7,7 km for at blive hentet i næste bugt og sejlet tilbage.Bådturen var noget af det smukkeste vi overhovedet har set. Det fuldstændigt turkise vand, de forrevne klipper og de små hyggelige bugter, hvor de mange kajakroere holdt hvil og badede.
På vejen sejlede vi forbi klippen, der lignede et delt æble 
og to sælkolonier, hvor de nuttede sælunger legede på klipperne. 
Gåturen var også flot. Op og ned i skovterræn og over hængebroer
men helt ude ved kysten, så vi kunne på nogle flotte kig over kystlinjen. 
Selv om det var 7,7 km, var de gået på 2 timer, og børnene spurgte om vi allerede var der. Vi skulle nok have taget den længere tur på 13,8. De er ved at være ret seje. Men da vi nu havde gået så hurtigt, var der tid til at bade på den smukke strand, vi var gået hen til inden vandtaxaen hentede os igen. Og børnene fik lært om tidevand, da vi lige var der, da det steg, og den sandø, de havde leget på, hurtigt blev dækket til. 
Det var meget tillokkende at blive der nogle dage mere, men vi blev alligevel enige om at tage videre efter et lækkert måltid og et sidste kig ud over den flotte bugt.Vi ville ud til vestkysten. Den vilde vestkyst, hvor bølgerne står op mod klipperne og selv børnene kan se, at strandene ikke er badevenlige.
Og vejskiltene der er også lidt anderledes end derhjemme!
Det endelige mål er de to gletchere Franz Joseph og Fox, men der er ret langt derned, så vi besluttede at tage en køredag og se nogle ting på vejen. Ude ved vestkysten ligger der nogle meget bemærkelsesværdige klipper.
De ligner store stabler af pandekager og har derfor fået navnet pandekageklipperne. De dækker 43 km af kysten, og de kloge kan ikke forklare, hvordan de er opstået. En af naturens hemmeligheder. Og de var også utroligt fascinerende. 
Vi var heldige at komme, lige da tidevandet slog ind og pressede vandet både op ad kalkstensklipperne, men også ind mellem klipperne, hvor det blev skudt ud igen, nærmest som en gletcher. De kalder det et blowhole, som åndehullet på en hval. Vildt. 
Fra pandekageklipperne kørte vi videre sydpå til noget helt andet. New Zealand er et land med guld i undergrunden, og mange af de store (også endnu eksisterende) guldminer ligger herude. Vi kørte til Shantytown en museumsby à la den Gamle by i Århus og Hjerl Hede.
Her var temaet så bare guldmineby. Det minder lidt om det vilde vesten i USA og er også fra samme periode. Vi kørte med et rigtigt damplokomotiv 
og vaskede guld. Og det var ikke som i Djurs Sommmerland. Her var det ægte guld. Det var ikke så let at vaske, men det lykkedes, og vi fik det med hjem i et lille glas.
Til stor begejstring for børnene. På vejen ud mødte vi familien med Rebecca, Benjamin og Olivia. Det lader til, at de skal samme vej som os, så vi fik lige leget, snakket og sagt på gensyn, inden vi kørte videre.Vi har endnu ikke nået gletcherne endnu. Vi ville lige stoppe ved en af de fantastiske søer på vejen, så EO endnu engang kunne få luftet fiskestangen.
Og denne gang var der bid. Det var en ørred og laksesø, stod der på kortet, så EO var glad, da der var bid. Esben fik lov til at trække snøren ind, og den var lidt stram. Da den var næsten inde kunne EO straks se, at det hverken var ørred eller laks der var på krogen. Den var en ål, og en kæmpe en af slagsen, der også nåede at bide snøren over og stikke af lige inden, den nåede land. EO var dog hurtigt efter den og fik den losset ind på land, hvor den sprællede og kæmpede den bedste, den havde lært. 
Efter en kamp vandt EO dog til sidst, fik den renset, så nu ligger der en 80 cm lang og 8 cm tyk ål i vores lille camperfryser. Så er aftensmaden reddet endnu et par dage. Jubii.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar