Gletchere og Queenstown

Noget, vi havde glædet os til, var at se gletcherne Franz Joseph og Fox. Vejrudsigten så dog ikke for lovende ud, men vi tog chancen, da vi jo ikke har så mange dage tilbage, og stadig så meget, vi gerne vil se. Vi tog ned til Fox-gletcheren, da man kunne komme længere op og gå på ,og fordi byen var hyggeligere.
Da vi så kom derned viste vejret sig heldigis fra sin bedre side, og vi kunne komme ud og gå på gletcheren med guide, som vi gerne ville OG komme op og se gletcheren fra luften.

Og det hele på samme dag. Vi startede med luftturen. Hernede er det ikke myg og sandfluer, der svirrer i luften. Det er helikoptere. Der er masser af firmaer, der sælger helikopterture og masser af turister, der synes, at det er specielt at se gletcherne fra luften. Bl.a. os. Så vi kom op i en lille helikopter os fire og så fløj vi hen over de to gletchere og fik et rigtigt godt indtryk af det fantastiske naturfænomen. Gletcheren er fuld af store sprækker, nogle af dem er op til 40 m dybe, og man kan sagtens fornemme, hvordan det hele skubber sig rundt, og hvorfor de er så farlige at være på. Vi landede oppe på Franz Joseph og fik en lynhurtig sneboldkamp, inden vi fløj ned igen. Børnene synes, at det var sjovt, men alt for kort. Helga var glad for, at vi kun havde taget en ½-times tur, da hendes mave begyndte at skabe sig faretruende på tilbageturen.
Efter frokost var det tid til den mere jordnære gletcheroplevelse. Katrine måtte lige vokse et år, før at hun kunne komme med (aldersgrænsen var 7), og det klarede hun med en god frokost. Vi havde jo set, hvordan hun kunne gå på vulkaner i 9 timer, så vi havde ikke den sorteste samvittighed.
Vi blev udstyret med vandrestøvler, regnjakker og snekramper og så var det ellers afsted. Vi var 13 i gruppen, og Katrine og Esben var selvfølgelig de eneste børn. Og som sædvanlig klarede de turen flot. Vi gik ud til gletcheren henover den døde is, og guiden fortalte en masse om, hvordan gletcheren var opstået, hvordan den havde bevæget sig mange kilometer bare de sidste par hundrede år. Der er så meget ”liv” i fox-gletcheren, at han kan se forandringer efter to dages fri. Nogle steder flytter den sig op til 5 meter om dagen. Vildt. Der skal alligevel noget kraft til at flytte en 13 km lang og 150 meter tyk sneslange. Det kommer bl.a. fra de 50 meter sne, der falder om året og bliver komprimeret til is, der er 5 gange tungere end almindelige isterninger. Gode til drinks, siges der...
Da vi nærmede os isen efter en anstrengende tur op gennem skoven på høje trappetrin langs gletcheren, skulle vi have sneklamper under fødderne og en stok, og så var vi klar til at komme ud på isen. Vi passerede to fyre der med isøkser var ved at lave en trappe til de mange turister, der vil gå på gletcheren. Det var en del af guidejobbet. De skiftedes til at gå med gæster og lave stier og trapper i isen. Desuden skulle de også holde øje med gletcherens bevægelser, og vores guide viste os hvilke redskaber, de brugte: tynde plastikrør, vatterpas og gps-koordinater. Det var rart at have en guide med, der kendte isen. Han viste os også nogle af disse såkaldte "møller", der fungerer som drænrør for smeltevandet. Nogle af dem går 150 m ned. Der skal man ikke falde i...Man må heller ikke gå på isen uden guide, men bare det at gå hen til gletcheren alene, kan være farligt. Dagen før vi var der, måtte 30 turister løbe for livet, da en stor isblok faldt ned foran dem og i 2007 forsvandt to turister, der var gået helt til isen. De dukkede op 8 dage senere, da deres lig flød ned af floden. Puha. Man får respekt for alle deres afskærmninger og naturen selvfølgelig...
Vi kom dog helskindet ned, dog med våde fødder, da vi skulle gennem flere små vandløb med løse trædesten. Men en stor oplevelse og meget viden rigere. Da vi kom ned, passede det lige med, at Michael, Gitte, Olivia, Benjamin og Rebecca kørte ind i byen. Børnene jublede, og vi aftalte at mødes på samme campingplads.
Vores aftensmad bestod af friskfanget ål (tak EO og Esben!), og efter aftensmaden mødtes vi alle sammen til hygge og rødvin, slik og film og spil. En rigtig hyggelig aften.
Dagen efter regnede det hele dagen, så det var godt, at vi havde nået at få maksimalt ud af gletcheren dagen før. Vi besluttede at gøre det til en køredag med få stop. Der skulle ifølge kort og guidebøger være pingviner langs kysten.
Og selvom vi holdt ind og gik en tur, der pga. regn virkede længere, end den var og tog en omvej på 1½ time mødte vi ikke nogle pingviner. Skilene viste dog ellers, at de holdt til i området. (Den opmærksomme læser vil lægge mærke til at pingvinen her er af en anden race end det tidlige pingvinskilt på bloggen!!!)
Vi havde kurs mod Queenstown, som er New Zealands store adrenalinhovedstad med ubegrænsede muligeder for at overskride sine egene grænser. Natruen omkring byen er smuk, store søer og snedækkede bjergtinder, stejle bjergsider og brusende floder. Og så er der masser af liv. Masser af mennesker, der skal ud og prøve sig selv af med bungyjump, faldskærm, rafting, klatring riversurfing, paragliding og meget meget mere. Vi havde planer om endelig at få set en kiwifugl og så komme ud og parasaile. Vi fik set fuglen, som vi desværre kun kan vise i udstoppet form her, da de er natdyr og man ikke kan tage billeder af dem, mens de er vågne, da de forstyrres meget af blitzen. Der var også mange andre lokale fugle som f.eks. Kea, der er verdens eneste alpine papegøje.
Parasailingen gik dog i vasken pga. blæst. Vores vulkanvandrevenner, Ditte og Jan havde været ude og parasaile, og Mathilde havde fortalt Katrine om, hvor sjovt, det var, så derfor var det ekstra ærgerligt. Man sidder ca. 200 m oppe i en faldskærm, der trækkes efter en speedbåd, og man kan være med fra 2 år. Vi må se, om vi kan komme til det senere på turen. I Queenstown har de også en gondolsvævebane, som vi måtte prøve, og også der kunne man som i Rotorua køre på luge ned. Det skulle selvfølgelig prøves igen. Selvfølgelig kan man også hoppe ud herfra, så alle kan se det, både i almindelig bungyjump og i en gynge, der starter med 60 m frit fald. Den så noget vildere ud, end den Helga og børnene prøvede i Rotorua.

For at kompensere for den manglende parasail, fik børnene lov til næste dag at bestemme, at vi skulle spille minigolf. Først havde vi dog et vigtigt ærinde.
Det blev en rigtig Esben-dag, hvor vi stod tidligt op og gik ned på en lokal café for at spise morgenmad. Nu var det ikke en tilfældig café, men en hvor de viste Champions Leage fodbold, og vi var så heldige at rende ind i en Manchester United kamp, hvor Esben kunne følge sit store idol Christiano Ronaldo, som endda scorede til 2-0 over Inter. Hvilken morgen, og med med et efterfølgende spil minigolf, var dagen reddet. Det var indendørs, og banerne var bygget som små landskaber, næsten som Legoland.

Der var lys, musik og bevægelse, når man skød sig igennem de 18 forskellige baner, og hver bane havde skjulte fælder og overraskelser, så det var rigtigt sjovt og hyggeligt for hele familien.

Vi besluttede at forlade Queenstown for at køre mod Milford Sound. Et sted vi havde hørt meget om, både hjemmefra fra alle, der havde været afsted og fra alle, vi mødte, der havde været der. Det skulle være noget af det smukkeste, man kan opleve i New Zealand, og det er ikke til at tro med alt det, vi har set indtil videre.