Fuldstændigt fantastisk smukke Milford Sound

Alle sagde at Milford Sound var det smukkeste sted i New Zealand, at vi ville blive fuldstændigt bjergtagede, at dette ville overgå alt, hvad vi tidligere havde set. Vi kunne næsten kun blive skuffede.

Vi lagde store planer. Vi ville gerne se Milford Sound og Doubtfull Sound, det andet af de kendte sounds, der dog er sværere at komme til, og derfor også en del dyrere. EO ville gerne se en af de to fjorde på en overnatningstur på et skib, der jo også gav mulighed for at se den smukke natur i aften og tidligt morgenlys.

Så det var jo bare at køre til Te Anau og booke...troede vi... Da vi kom til Te Anau og ville bokke var alt udsolgt indtil mandag, og vores eneste mulighed var en dagstur på Milford Sound med en af de mange både, der tager afsted hver 2. time. ØV, men så kunne man jo bare have tænkt sig om og lyttet til de gode råd i guidebøgerne!

Vi besluttede os til at køre et lille stykke mod Milford Sound, sove på en naturcampingplads, og så tage langsomt mod ”byen” hvor bådene tager ud fra. Milford Sounds kan ses på mange måder.

Ca. 14.000 personer om året vandrer det berømte 4-dages Milford trek, men der er også andre store vandreture i området og hele køreturen til byen er spækket med start og slut på større vandreture, mindre gå-ture, Mountainbike-treks og sågar også bittesmå gåture med tilhørende kæmpe busparkeringspladser til de mange busser, der laver guidede ture med bådture på Milford Sounds. Og det er ikke så få. Vi passerede mindst 20 busser på vej derud.

De fleste besøger Milford Sound på denne måde og nyder dermed, lige som vi også gjorde, hvad mange forfattere og andre kendte personligheder gennem tiden har kaldt verdens smukkeste køretur. Ovenover det det hele kan man selvfølgelig høre helikopterne og de små rundturflyvere til folk der ønsker at se det hele oppefra.
Vi tog en rolig tur, hvor vi sigtede på at være derude ved 16-tiden, så vi kunne nå den sidste båd og dermed slippe for alle busgæsterne. Vi gjorde en del stop på vejen, bl.a. ved de smukke Mirrorlakes, hvor bjergene spejlede sig i den blanke sø. Vi gik også en mindre tur i skoven, hvor især Esbens interesse for fugle og fuglesang blev skærpet, og senere tog vi en 3-timers tur op og op og op til Key Summit med en flot udsigt, for derefter at gå ned og ned og ned igen. Så var det også ved at være tid til at komme ud til båden.
Vi nåede ud til båden godt 16 og lurede på en båd. Der var kun to tilbage, der sejlede ud og ved en forespørgsel begge steder viste det, at der faktisk var et ledigt familierum på en af overnatningsturene. Vi slog til med det samme og EO styrtede op for at hente bilen (på en P-plads 10 min væk), så vi kunne få pakket. Vi nåede det dog også kun i sidste øjeblik, og styrtede ombord på båden med to proppede plastikposer som måske indeholdt det, vi behøvede til et overnight cruise. Vi måtte også brase ind i kaptajnens velkomsttale og var selvfølgelig de eneste med børn – som sædvanligt kunne man næsten sige, så vi vakte en del opsigt.
Det viste sig at være den fine båd, vi var kommet på.

Alle andre gæster var englændere og midaldrende, så da vi senere præsenterede os, sagde de ikke at de kom fra England, men hvilken by, de kom fra. Ja, vi måtte jo nok hellere sige Danmark. De kendte nok ikke Låsby!! Vi var ikke klædt på til en luksustur og havde heller ikke tøj med til middag i salonen, så vi følte os lidt malplacerede. Heldigvis var der en masse aktiviteter og ufatteligt sødt personale, der nød, at der var børn med, så det opvejede det hele.

Vejret var fantaktisk. Senere hørte vi at det havde været sommerens flotteste dag, så man må sige, at vi fik det hele med i det smukkeste vejr. Og det var virkeligt smukt. Vi sad ude på dækket og nød sejlturen ud til en bugt, hvor de lagde anker og vandaktiviterne startede. Man kunne vælge, om man ville ud med kajak eller en af deres små speedbåde rundt i bugten. Ernst Ole tog ud med kajak og Helga og børnene tog med en af de små både. Esben var dog meget i tvivl om, han turde komme med på kajakturen. Han ville gerne, men var bange for at falde ud, og i sidste øjeblik bestemte han sig for at tage med den lille båd. Det var også en hyggelig tur, hvor en guide fortalte og opdagelsen af fjorden, Maorikulturen og den specielle ”jade” man finder her. Da vi kom ind, nåede vi ikke engang at få redningsvestene af, før der kom en hen og spurgte om Esben havde fortrudt. Det havde han, og hun tilbød at tage Esben med ud, så han kunne prøve at sejle kajak. Helga tog med, og en anden af personalet, Naoko blev og passede Katrine, der tog billeder. Esben kunne sagtens finde ud af at sejle kajak og havde hurtigt styr på både balancen og padlen. Han var glad for at han fik prøvet det. På vandet mødte vi Ernst Ole, der også havde nydt turen. Med en flok rige midaldrende englændere, var der ikke mange kajakrorere blandt, så EO var alene sammen med et andet ungt engelsk par og en guide. Rent luksus. Da vi kom ind spurgte de, mest for sjovt, om der var nogen, der ville ha' en svømmetur, og Katrine sagde selvfølgelig straks ja. Ned og få badedragt på og i redningsvest. Der skulle dog lidt tilløb til, da hun vidste, at vandet var koldt. Hun vidste dog ikke hvor koldt, der faktisk var, før hun hoppede i, og efter lidt overtalelse i igen. Puha. Hun er en modig pige, og fik stor ros af personale og de engenske tilskuere.
Så var der lige tid til et hurtigt bad i vores kahyt med eget badeværelse inden middagen, som viste sig at være en superlækker tre-retters menu med stor buffet til både hovedret og dessert. Mums. Vi følte os som grever og baroner og de voksne delte en flaske rødvin. Uhmmm. Efter middagen var der et lille foredrag med billeder om Milford Sound og dens historie, dyreliv og vejrforhold. Børnene hyggede i salonen og spillede Uno og 4 på stribe indtil personalet kom løbende for at hente dem. En sæl var kravlet op på skibet og lagt sig til hvile.

Katrine styrtede ind for at hente os og sælen lå der endnu da vi kom ud. Faktisk fik den senere selskab af en ven. Meget hyggeligt. Man går åbenbart tidligt i seng på sådan et skib, i hvert fald var det kun os, der blev siddende i salonen og spille et spil med børnene inden vi gik til ro i dejlige senge med gode madrasser, og eget badeværelse. Rent svir.
Vi blev vækket kl. 7 til en overdådig morgenmad med æg, bacon, pandekager og frugtsalat. Mums, så var vi klar til en flot morgen i Milford, med en flot indsejling i morgensolen med de stejle klipper der nogle steder var over 750 m høje, og gik lodret ned i vandet oversået med mange flotte vandfald, der brusede i fjorden. Hvilken morgen. Det dejligt at have frihed til at handle spontant ind i mellem, og skønt, når spontaniteten udmunder i sjove, gode, flotte og helt uventede oplevelser. Fyldt af herlige indtryk, mødte vi vores danske følgesvende på parkeringspladsen. De skulle lige til at sejle. De fortalte, at de havde set den New Zealandske Kea-papegøje, som elsker at snappe ting fra turisterne, og Esben fik en ny mission. Han ville se en Keafugl. Det gav også hjemturen gennem Milford i vores backpacker autocamper - igen med mange små stop og kortere gåture til vandfald, store og små - en ekstra dimension. Men selv om vi ledte ihærdigt og stoppede mange steder så vi ikke en Kea. Vi måtte nøjes med at glæde os over, at vi havde set den i bur i Queenstown. På trods af den manglende fugl blev vi ikke skuffede. Milford Sound lever op til sit ry som et af verdens smukkeste steder (i hvert fald hvad vi har set), både fra bilen, på gåben og på vandet. Og vejret gjorde sit til at fastholde dette indtryk.